Hvorfor må præster afvise at vie homoseksuelle par i kirken? Dét spørgsmål er igen blevet glohedt med søndagens indsættelse af en ny sognepræst, som hverken vil vie homoseksuelle eller fraskilte i sin kirke i Hedensted Sogn i det sydøstlige Jylland. For næsten ti år siden stemte et flertal i Folketinget ja til, at to personer af samme køn kunne kalde sig ægtefæller i kirken. Men der er trosfrihed i Danmark, og det er stadig op til de lokale sognepræster, om de har lyst til at stå for sådan en vielse. Og det har hver femte præst i den danske folkekirke ikke lyst til. Er det statssanktioneret diskrimination, når offentligt ansatte præster, som vi alle bidrager til at aflønne over skatten, ikke vil yde en service for udvalgte befolkningsgrupper? Eller er det netop et udryk for mangfoldighed og tolerance, at folkekirken også kan rumme de synspunkter? Dagens gæst i ’Spurgt!’ er Flemming Baatz Kristensen, 68 år og sognepræst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Han er en af folkekirkens markante modstandere mod homoseksuelle ægteskaber i Guds eget hus. ’Spurgt!’ er Radio4´s ugentlige dybdegående interviewprogram. Vært i denne episode er Jacob Grosen.
See omnystudio.com/listener for privacy information.