Et skud i nakken dræber journalist Fredy López Arévalo lige ude foran hans hjem i Mexico. Ingen ved endnu, hvem der affyrede skuddet, men vi ved, at Fredy i årtier har arbejdet som journalist og har skrevet kritisk om narkokarteller, lokale bander og korrupte myndigheder. Og det er en ekstrem farlig disciplin i Mexico.
Fredy Lopez Arévalo er nemlig den niende journalist, der bliver dræbt i landet alene i år. Landets præsident Obrador har skåret i hjælpen til journalisters beskyttelse, men for nyligt blev han konfronteret af Fredys pårørende.
Kan mordet på Fredy blive tragedien, der får Mexico til at tage problemet alvorligt? Nina Lund-Andersen, der er Fredys tidligere kæreste, og som har en datter sammen med ham, fortæller hans historie.
Vært: Simon Stefanski.
view more