Du kender næsespray som et trofast middel mod snue og snot, men forestil dig, at psykopater kunne sprøjte hormonet oxytocin op i næsen for at få mere empati.
Mange med dyssocial personlighedsstruktur - i daglig tale psykopati - begår forfærdelig kriminalitet og er ofte til stor skade for sig selv og deres omverden. Det har fået et hold forskere til at undersøge, om man kan ændre psykopaters hjernekemi for at gøre dem mere empatiske.
Forskerne har givet en lille gruppe voldelige psykopater næsespray med oxytocin. Oxytocin menes nemlig at spille en stor rolle i forhold til blandt andet følelsesmæssig tilknytning, samarbejde og empati.
Men kan et pust næsespray virkelig en dag sætte en stopper for voldelige psykopater? Det kan du høre mere om i dette afsnit af Brainstorm - Videnskab.dk’s podcast om hjernen.
Her dykker podcast-værterne Nana Elving Hansen og Anne Sophie Thingsted ned i det nye hjerneskanningsstudie. Du kan også høre om et skræmmende eksperiment fra 1960’erne, hvor forskere fik psykopater til at udføre terapi på hinanden. Med LSD…
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden.
Medvirkende:
- Robert James Blair, klinisk professor i psykiatri ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og professor i translationel psykiatri ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens Psykiatri
- Katarina Howner, adjunkt ved afdelingen for klinisk neurovidenskab på Karolinska Institutet og overlæge ved Rättsmedicinalverket
Studie om oxytocin-næsespray til psykopater:
- ‘Oxytocin normalizes the implicit processing of fearful faces in psychopathy: a randomized crossover study using fMRI’, Nature Mental Health, 2023
Følg Brainstorm på Instagram.