Aktiechef Kurt Kara har én særlig type selskaber på indkøbslisten: Skal kunne modstå ny, voldsom bølge af inflation
Inflationskrisen er slet ikke slut endnu, lyder det fra Kurt Kara, der er aktiechef i Maj Invest. Det finansielle eksperiment, som centralbankerne har kørt ved at pumpe likviditet ud i markederne og holde renterne rekordlave gennem et årti, er slået fejl – og vi har slet ikke set de fulde effekter af det endnu.
”Inflationen er ved at toppe for nu. Men det kommer i bølger. Vi har været igennem første bølge, og den var brutal. Men i USA er det aldrig før sket, at en bølge af høj inflation ikke er endt ud i en anden bølge. Og der er så mange faktorer, som peger mod, at det også vil ske denne gang.”
”Man skal være nervøs og gøre sig klar til, at der kommer en ny bølge. Det lyder måske lidt uromantisk, men hvis man ser en kakerlak i køkkenet, så er det ikke den eneste. Men er man ikke spekulant men derimod investor med en lang tidshorisont, så er det her ikke noget, man skal være bange for. Det giver muligheder.”
Sådan siger Kurt Kara i denne uges udgave af Børsen Investor Podcast. Derfor handler det ifølge ham om at have en aktieportefølje, der kan modstå de slag, inflationen kan give både til økonomien og resultaterne i de børsnoterede selskaber:
”Køb selskaber med pricing power og god evne til at forrente den investerede kapital. Det nytter ikke noget at købe et selskab, som har en forrentning, der er lavere end inflationen – for så taber dine penge værdi, selvom selskabet på papiret tjener penge.”
Kurt Kara har derfor øjnene rettet mod eksempelvis mineselskaber, selskaber inden for jernbanedrift og bankaktier.
”Vi købte et guldmineselskab for nogle måneder siden. Og i takt med at renterne er steget er guldet faldet, men nyheden er kommet ud: Centralbankerne har været meget aktive købere af guld. Faktisk så aktive, at du skal helt tilbage til 1967 for at finde noget lignende.”
Selskabet er Barrick Gold. Og privat har han købt fysisk guld og sølv gennem ETF-certifikater. Lyt podcasten og få hans forklaring på hvorfor.
”Men det er ikke en anbefaling, og man skal være klar på, at det er yderst volatilt.”
Vært: Investorredaktør Simon Kirketerp
Følg All-Star porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio
Teknik og redigering: Peter-Emil Witt
Create your
podcast in
minutes
It is Free