Fredag udkom bogen Genopdragelsen af journalisterne Lasse Skou Andersen, Sebastian Abrahamsen og Anton Geist. Den fortæller historien om Samia, en ung kvinde fra København, der bliver udsat for intens socialkontrol af sin far og ender med at blive sendt på en årelang genopdragelse i Pakistan. Jeg får besøg af to af forfatterne til en snak om bogen, men også om den berøringsangst, der har eksisteret på venstrefløjen i forhold til at tale om social kontrol i muslimske miljøer.
Bogen kan købes her, og i næste uge kan du finde den medfølgende podcast i Radio Informations feed. Her har journalisterne bedt fagfolk og politikere om at læse bogen og komme med bud på, hvad vi som samfund kan gøre for at hjælpe de unge.
Dette har også været ugen, hvor verden måtte sige farvel til Diego Armando Maradona, legenden fra Argentina, der kom fra slummen og blev verdens største fodboldspiller. Som Martin Østergaard-Nielsen skriver i en nekrolog:
»Han var et ikon for det globale syd, de underkuede og undertrykte. Hans lys brændte ikke så længe som andre fodboldlegenders, men det brændte klarere, stærkere og smukkere.«
Maradona har også haft stor betydning for vores chefredaktør Rune Lykkeberg. Han kommer i studiet og har optur over, at Maradona har været her.
Og så skal vi snakke om en anden elsket afdød, nemlig journalist Jon Fabers fars salige Beagle Bella, der måtte aflives som følge af en invaliderende gigtsygdom. Og faderen græd, og Jon forstod ingenting af det hele. For det havde han godt nok aldrig set før. Han kastede sig i stedet over at prøve at forstå, hvorfor andre folk elsker deres kæledyr og fandt blandt andet ud af, at det gør dem mindre angst i en usikker tid. Antallet af nyregistrerede hvalpe efter coronaens indtog er steget med en fjerdedel. Det kan skyldes, som Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub siger:
»En puddel kan ikke forebygge et terrorangreb eller en pandemi, men den giver en følelse af ro og fokus på noget rart.«
Create your
podcast in
minutes
It is Free